Man kan hvad man vil

Løsrivelse…. Er noget s(v)ært noget. Løsrivelse er vel noget, der egentlig gør ondt i øjeblikket, men som man ved, vil gøre godt. For det er nødvendigt og det bliver bedre. Nemmere.

Det er ihvertfald sådan jeg har det, lige nu. Nogle ting i livet må man gøre, selvom de i sekundet gør ondt, for de føles inderst inde rigtige og man ved, at de på længere sigt vil gavne.

Jeg har lige vinket ”vi ses” til min familie, der skal et par dage til Jydeland, da Junior skal dyrke sin sport. De sad der, i en tætpakket bil, kunne endelige ånd lettet op efter timers pakke-travlhed og var klar til at sætte kursen mod andre egne. Imens stod jeg oppe ved altanen og vinkede. Der var højst 15 meter i mellem os og alligevel føles afstanden enorm. Og bilen var så proppet, at der ikke ville være plads til mig. Ikke, at jeg gerne ville med - jeg har selv valgt at blive hjemme og det er nok meget godt, alt taget i betragtning, for de får travlt og jeg får travlt: jeg kan se fremimod byture, børnepasning, gåture og veninde-hygge.

Men lige der på altanen, med en vinkende hånd og et lidt tænksomt blik, der studerede min familie i bilen, som tydeligvis var spændte og en smule opkørte, følte jeg en følelse, jeg helst undgår: De har deres liv og jeg har mit. Jeg er ved at være voksen. Jeg skal til at opbygge min egen tilværelse. Jeg får måske en kæreste, på et tidspunkt. Senerehen en mand og nogle børn. Og selvom jeg for evig og altid vil elske min mor og far og lillebror og de altid vil betyde alverden for mig, vil jeg på et tidspunkt få min egen lille familie og mit eget liv. Det gør ondt at skrive, for jeg troede aldrig at jeg ville få det sådan, men er jeg er NØD til at løsrive mig fra min familie, så jeg kan leve mit eget liv. Jeg kan ikke leve mit liv gennem deres, det er ikke godt for nogle af os.

Selvom det gør forbandet ondt indeni - at de er tre, som en familie og jeg er en, der skal stå på egne ben - så er det nødvendigt for os allesammen og jeg er sikker på, at det med tiden, bliver endnu godt og måske bedre end nu. Grunden til at det gør så ondt, er jo netop, at vi i min familie altid har stået så stærkt og tæt sammen og på trods af, at bølgerne indimellem går højt, har der altid været meget kærlighed og accept. Det har gjort mig til det familie-menneske, jeg er i dag og jeg er bange for at miste, hvad jeg holder allermest af, men jeg tænker, at kærligheden aldrig vil forsvinde mellem os og at den måske endda vil blive endnu stærkere med tiden.

Alt det fløj gennem hovedet på mig, mens jeg stod og viftede med hænderne og ønskede dem en god tur og tænkte på, at livet er foranderligt og at løsrivelse er en del af det.

Hold da ferie. Jow tak da. Den kan udrette seriøse mirakler, den parfume, dér! Skal jeg nok lige hilse og sige…

Ikke nok med at den tiltrækker mænd i foruroligende mængder (især de skæggede, skægge, jeg himmelhøjt elsker), får den også min selvtillid til at forårsblomstre på finurlig vis. Måske er det en kombi, måske er det overbevisningen om, at fremtiden nok skal blive fin. Jeg prøver, i al fald at bevise mig selv om det og det er som om, at det på magiskvis virker. 

Muligvis er det sammenblandingen af smil, komplimenter, (god)tro og et sted, hvor jeg føler mig allernådigst accepteret, muligvis er det vidunder-parfumen - hvem ved? Men ikke desto mindre, fyldte det mig med uvant - og dog ekstremt opløftende - mod, der gjorde, at jeg pludselig turde satse og tage chancer. I flertal, ja. Og på en eller anden mærkelig måde, føles det slet, slet ikke ligeså farligt og frygtindgydende, som jeg troede, at det ville. 

Jo. Jeg lærer rigtig, rigtig meget, for tiden. Om kærlighed, satsning og ikke mindst om mig selv og andre mennesker. Det kan indimellem gøre mig ør og skør i hovedet, men andre gange, føles det godt. Som eksempelvis da jeg cyklede hjem imorges - med solen øverst på hilmen og et smil, der ikke var til at tørre af, om munden. Jeg var måske ikke lykkelig, men ganske glad, det var jeg.

Åh. Bing bing bing! Hvor gjorde det godt. Lidt mere knald på selvtilliden nu. Og det takket være mit job. Fedest.

Var der i ni timer igår og kunne snildt være blevet fire mere. Det var sjovt, det var det virkelig. Og rart og godt. Og selvtillids-opfyldende. Og nøjagtig, som det bør være. Jeg kan så godt lide at befinde mig dér, for det er et af de få steder, jeg føler, at jeg kan være mig selv. God nok. Og så skider jeg pludselig på, at jeg læsper og at jeg måske ikke er tynd som en ål, for der er jo nogle alligevel, der kan lide mig. Det er jo sådan det skal være. Sådan selvtillid er; at man stoler på, at det man har, er godt, som det er.

Jeg ved ikke om det var min nye parfume, min heldige hårdag - jo, det betyder meget (… indhold i livet, siger du?) - eller blot, at mit smil blev bredere og bredere, i takt med at aften blev til nat og nat til morgen og komplimenterne fløj om ørene på mig, smil, kindkys og kram blev givet. Men jeg ved, at det var rigtig godt for mig. Det giver mig håb for fremtiden: At der er et (dejligt) liv efter 3.g og et utal af eksaminer. Et liv med knap så meget usikkerhed. Og dét; det gør mig umådeligt glad.

P.S. Men derfor er det rigtig meget rart med tre ugers fri-weekender, efter at jeg har jobbet den i aften… Så kan det være at det er mig, der skal ud og svinge med træbenet. Tag jer i agt, ærede venner!

Det kan godt være, at det blot er mig, der er gammeldags (men nu er spam heller ikke det, jeg gør mig mest i). Er jeg den eneste, der synes, at de dér spammerne er blevet lige lovlig rap i replikken, når de skriver (til indlægget “Bare sådan stille”):

“Sweet Justaquestion, just hold on! Nobody can promise you that everything will get better soon, but just have patience. You seem like a very sweet and intelligent young woman, so just believe in yourself! Eventhough I know that it may not be so easy at this time in your life, I’m sure you can!”

Ehhh…. Det passer jo unægteligt godt???!!! Tak smarte spammer!?

Hvordan det står til med humøret og den lidt pludselige, tomme følelse i maven og tårene, der kontinuerligt pressede sig på og gjorde min krop udmattet og mit sind usikkert?

Tjo… Bedre. Tror jeg. Alt er vel relativt. Og PMS’en er snart slut (hvilket kan være årsagen til mindst halvdelen, af de arrige udbrud - ikke heldigt for den mand, der skal leve med disse månedligt. Bliver sådan noget ikke forbedret med alderen?). Snakkede i al fald, med min mor onsdag morgen. Efter at have snøftet hele aftenen og morgen med (helt galt gik det, da hun viste mig et billede af en sovende hjemløs med en hund i favnen. Jeg fik ikke bare røde øjne, som normale mennesker ville; jeg hulkede og tårene løb marathon).

Men som altid hjælper det, at sige tingene højt. Det usagte er altid meget værre, end det sagte. Og min mor lyttede og sagde de gyldne ord, jeg har ventet meget længe på at hører: “Selvfølgelig må du også være ked af det. Det er okay”. Jeg behøver ikke altid kæmpe sådan, for at spille stærk og cool og usårelig, jeg må gerne være ked af det. Det lettede mit hjerte. For min mor hørte på mig og sagde meget kloge ting. For det første, at det nok er meget normalt, at have det sådan, som jeg har det nu. At alting virker skræmmende og en smule utrygt. For hvad nu? Jeg har ikke noget at holde i, der er ikke noget, der er bestemt, alt er uforudsigeligt - og sådan er livet jo - jeg skal vitterlig til at stable et liv på benene og det gør mig bange. Jeg ved ikke hvad jeg vil (andet end at være glad. Men det er desværre ikke noget erhverv), jeg ved ikke, hvor jeg skal bo, hvornår jeg kan flytte eller hvad jeg kan betale, jeg ved ikke hvilken uddannelse, jeg vil have, jeg ved ikke hvordan jeg vil forme mit liv. Alt ligger åbent. Og ligeså fantastisk og frit, som det føles, ligeså frygtindgydende og angstprovokerende, er det.

Jeg skal lære, at stå på egne ben. Det er nu. Selvom jeg altid har ment, at jeg var moden, er der en navlestreng, der skal kappes og en virkelighed, der skal ses i øjnene. Og det gør ondt. For dælen, det gør ondt…. Men efter alt ondt, kommer der godt. Så meget ved jeg da.

Nå så. Kan vælge at bande, rase, skrige, græde, hysteri-grine. Kan også vælge, bare at acceptere det.

Jeg er hende, der med alt for mange centiliter alkohol i blodet, snubler så lang (kort) jeg er, midt på Kgs. Nytorv, foran potentiel kæreste. Hende, hvis arbejdsvagt ikke bliver aflyst (men det gør venindens tilgengæld), så undertegnede ikke kan komme med ud og lufte skørterne. Hende der mister sig iphone (ok, kun sket én gang - men så var den også blot tre dage ny), rødmer (sket mere end én gang), siger upassende ting, sætter sin taske i tyggegummi (altså; hvor mange tyggegummier kan man have i munden på en gang?!), støder ind i lygtepæle foran flirts, træder i hundelorte. OG tilsyneladende også hende, der får hældt klistrende, lyserød proteindrik ud over sin under-et-døgn gamle (og dyre!) hvide jakke (for faen). Godt nok var det et uheld, men alligevel! Tror ikke, at den nogensinde bliver ren igen (og lidt svært at opkræve dadler af klassekammerat - så hardcore bliver jeg aldrig). @￦€%¥¿!!

Uanset hvor meget jeg prøver, at være cool og perfekt, bliver jeg det nok ikke. Heldigvis er ‘perfekt’ en subjektiv størrelse og jeg tror at hende, der tiltrækker uheld, som bananfluer elsker gult og hende, der indimellem laver nogle grusomme fejl (men som heldigvis, på smilende vis, altid får viklet sig en lille smule ud af dem) er hende, der passer mig bedst. For det er jo sådan jeg er.

PS. Nej. Jeg har ikke held i kærestekærlighed. OVERHOVEDET.
PPS. Tilgengæld har jeg held i spil. Og konkurrencer (når jeg deltager). Og jobs.
PPPS. Min pms lakker mod enden. Fornemmer i det? (Nå, ikke?).

Aaarrrggghhhh….

Lidt ironisk, at den tid, hvor alle forventer at jeg har det skæppe skønt, er den tid, hvor jeg sgu ikke har det skide cool. Studentertiden er lige om hjørnet, skoledagene tæller syv (!!!!) tilbage, jeg er 18 (ellers en alder, jeg hidtil har været rigtig glad for) og kører med klatten, kan gøre hvad jeg vil, har hele livet foran mig, wuuuhhhuuu, yearh det er fedt mand….. Nej, ikke rigtig, vel….

Alstå. Hvad er der i vejen med mig? Venner, familie, skolegang, fast tag og føde, sund og rask.
Og alligevel helt underlig tilpas. Som om der er et helt vanvittigt mylder af tanker, forvirring, bekymringer og usikkerhed, indeni mig. Det rumsterer forvildet rundt og kan slet ikke falde på plads, som om der er års uforløste følelser, tanker og vrede og det tynger mig pludselig, så det mærkes i alle afkroge.

Og så kan jeg ikke engang komme med i byen i weekenden, på grund af mit arbejde. Faktisk skal jeg arbejde hele weekenden. &%#¤@! Goodbye til socialisering… Og så røg man endnu længere bagud og forsømmer både familie og venner og ikke mindst sig selv. Smukt. Det er fandme skønt. Ja-ja. Atten og kører med klatten, siger du?!

PS. Må få en god ordens skyld hellere nævne, at jeg har PMS.

… Og det blev det så. Faktisk. Lidt bedre, altså.

Det var nu ikke fordi at vejret var varmere, livet lettere eller mødetiden senere. Men nogengange er det komplet underordnet, hvilke ydre omstændigheder, man befinder sig i. Det handler om hvordan man har det indeni. Og selvfølgelig også hvem, man tilbringer tiden med.

Grinene var nemmere at få frem denne mandag, så selvtilliden steg en smule og om eftermiddagen holdte vi fødselsdag på hospitalet. Med selvplukkede, lilla blomster, drop i flertal og hospitalets hjemmelavede sandkage. Det var min farmors 79. fødselsdag. Og mens hun lå i kridhvidt hospitals-tøj, bleg og alligevel så levende, havde hun anrettet små æsker med nødder og rosiner, vi bare skulle “tage for os” af og bød  også sygeplejersken på en bid fra “fødselsdagsbordet”, mens hun smilede opmuntrende. Som min onkel havde sagt til min farmor, opfører hun sig som om, hun blot har brækket lillefingeren. Gid, det kun var det. Men hendes gå-på-mod, ligefremhed og livsglæde er det fineste, jeg endnu er stødt på og jeg tror, at hvis jeg bare arver en knivspids af alt den fantastiske åbenhed og oprigtige livsglæde, hun besidder, vil jeg nok kunne klare mig i fremtiden.
Tak farmor.

Nåmen, må hellere være ærlig og sige, at jeg ikke synes at det går skide godt for tiden. Og med ‘tiden’, mener jeg den seneste måneds tid. Jovist, har jeg op til flere gange været glad i låget. Eksempelvis da jeg havde en virkelig god tur i byen med alt hvad dertil hører, de gange, jeg har slentret i København, mens solen har skinnet og alt har virket lidt mere overskueligt og grinene herhjemme med familien, der har løftet mit sind og varmet min sjæl.

Men udover…. Der har jeg ikke være sådan rigtig glad. På den måde, hvor man mærker det i alle afkroge af kroppen og hjertet. Føler en lille smule, at jeg ikke KAN blive rigtig glad for tiden. Jeg er udmattet helt ind i knoglerne, har kvalme, ondt i kroppen. Og jeg føler, at noget tynger mig. Hvad det kan være? Det ved jeg ikke helt. Måske en sammersmurt blanding ef nogle ting, der gennem mange måneder er blevet fortrængt og gemt væk og nu kommer frem: Stress med skolen, sygdom (der åbenbart tager hårdere på mig, end jeg selv troede - men jeg er nu også en føler af rang), meget (nat)arbejde, skænderier herhjemme og småproblemer med mine veninder.

I virkeligheden, er det nok generelt én ting, der bekymrer mit sind. Fremtiden. Den lille laban. Og kærligheden. For dælen, ja, kærligheden. Om jeg nogensinde finder ham. For jeg har så inderligt brug for det. Virkelig. Min krop hungrer efter omsorg og kærtegn, og jeg kan mærke helt ned i maven, at det fører til den usikkerhed, jeg længe har kæmpet imod. Den vokser for tiden, min usikkerhed. Og mens min selvtillid svinger, som havens fine flagstang er lang, skal der ikke meget til, at den min selvtillid stiger til vejrs og gør mig høj og kulret i hele minutter, men straks, skal jeg have endnu et boost - flere komplimenter, mere ros og ligeså meget anerkendelse - og vups, så styrtdukker den igen og usikkerheden vælter ind over mig og stiller demotiverende spørgsmål som “Kan de overhovedet lide mig?” og “Er jeg god nok?”. Sådan kører det i ring, op og ned og op og ned. Det gør mig snotforvirret og i stigende takt, endnu mere usikker på mig selv. Jeg har nogle store problemer med min egen tillid og jeg føler mig næsten magtesløs, for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved den klump hæmmende usikkerhed, der rumsterer rundt indeni mig og spærrer for de rare følelser og fornemmelsen af, at det er fint, som det er.

Som så mange andre ting her i tilværelsen, er det vel blot en periode. Forhåbentlig en kort en. For sjovt er det ikke - det er klart. Men hvis man ikke føler livets knap så gode sider, hvordan skal man så nogensinde vide, hvornår man er glad? For det bliver man jo. Også. Ud af sorgen vokser lykken - og livet. Som sangen så smukt lyder. Og det bliver det også for mig. Godt igen. Snart. Det har det bare at blive.

‘Det største, det ser man kun i det små’, ‘ud af sorgen vokser lykken - og livet’, ‘de stærkeste rødder har træer i blæst’, ‘følge hjertet uforfærdet’ og ‘kigger du op, er der nok en vej’.

Verdens smukkeste sang, der rører noget ganske særligt i mig. Kan man have en sang, vil jeg gerne have denne. Ovenstående citater er direkte fra sangen - nogle, jeg vil bestræbe at huske på. Ikke bare nu, men hele livet.