Man kan hvad man vil

Det smukke ved kærlighed, er netop, at den altid er smuk.  

Alder, størrelse, form, farve, forhold - kærlighed holder til hver en tid.

Ville egentlig have skrevet om alt muligt andet.
Men så kom livet lidt i vejen… Hvis det da kan det. På en ikke så rar, men alligevel øjen-åbene-måde.
Er ikke sikker, men føler, at jeg kan mærke en lille knude i brystet…. Ved slet ikke, om det bare er mig, der er galt på den (hvilket jeg selvfølgelig håber), for jeg har et medfødt og særdeles veludviklet hypokonder-gen og som bekendt, er det jo sjældent at unge mennesker får den slags knuder…

Jeg skal til læge i næste uge og det stikker lidt i maven. Mest fordi at det for alvor gik op for mig, at vi kun er en rum tid, her på jorden. En ubestemt tid. At man skal huske at vise dem, man elsker, at man elsker dem. At man skal elske det, man elsker. Og jeg tænker, at man skal leve hver dag, som var det den sidste (for at citere Nik & Jay). Det minder mig om at jeg - og mange andre - bør tage flere chancer og gøre de ting, vi virkelig har lyst til, mens vi kan….

Av. Håber virkelig ikke, at det er noget.

Nå, for dælen. Så endte personale-mødet med at blive majet langt - nok noget nær verdens længste. Udviklede sig til en lille fest, der sidenhen voksede sig større og større (og bedre og bedre) og først lakkede mod enden kl. 6 imorges. ZzzzZzzz… Faldt omkuld på en sort lædersofa, stadig iført rød cardigan og godt humør. Virkelig, virkelig rare og sjove mennesker, jeg er havnet i blandt… Gotta love my job. Tænk at sådan en tirsdag aften, kan udvikle sig til en så henrivende aften og nat - havde sgu ikke troet, der også var gang i byen, på ugens 2. dag! Men åh jo: snakket, danset, sk(r)ålet, flirtet og kastet håndtegn blev der, på allerbedste manér.

ELSKER når impulsive muligheder opstår. ELSKER når festen alligevel ikke er slut… Faktisk har jeg det som om, at den først lige er begyndt (og dét på trods af, at jeg har lugtet som et middelmådigt værtshus idag).

Så varmt var det (slet) ikke igår (hvilket i måske nok har bemærket). Men stemningen var at føle.

Ps. Også lidt svært, ikke at blive munter i ægget, når det seneste halvandet døgn byder på shopping, socialisering og caféture… Så sad jeg dér. På en rar café i Strædet, omringet af storbyens trygge larm, grinende mennesker og røde, varme tæpper. Og følte mig en smule som noget, jeg hidtil kun har turde drømme om, at blive: tilfreds.

Sørme stille jeg er herinde, for tiden… Tilgengæld er der fart over feltet, udenfor nettet. På den gode måde. Faktisk. Tror jeg… Synes jeg.

Sidder iført rød cardigan og ditto negle, højt humør og i klædt vinter-sol. Om lidt skal jeg i skole og omkring kl. 22, er jeg nok først hjemme igen. Men det er sgu fint. Happy tuesday (… som jeg vist efterhånden, har fået skrevet en del gange, herinde!)

Pheeeeeew….!!  Så er det nok også på tide, at slappe en smule af… Omend det er knaldhamerende-skægt og på mange måder, det jeg duer, allerbedst til: at betræde bylivets sociale terræn.

Men nu dunker mit hoved, det snurrer for øjnene og jeg kan slet ikke fokusere på de lektier, jeg heldigvis har tid til at lave, i morgen eftermiddag. Min døgnrytme er også helt forskruet - gik i seng kl. 10 og vågnede kl. 16.3o (same produce as yersterday) da solen begyndte at gå ned… Nå men. Dælme sjovt var det - og så er det jo lidt svært, at holde sig fra!

… Kommer med noget produktivt og relevant en af dagene. Er bagud med… Sådan cirka alt.

Det var ikke meningen, at det skulle gå udover dig og dine trofaste rødder. Men jeg tænkte, at i al den tid, du har stået der og vokset så fint, har du oplevet det før. Nogle, må være vrisset forbi og langet ud efter dig. Akkuret som mig. Det må du undskylde.

Det havde ellers været en rar dag. Nemme skoletimer, Strøg-tur, biograf-besøg, skægge  minder og trygge rammer.

Men så skulle jeg hjem fra dagen. Og som bekendt, tager det en evighed for mig. Helt nøjagtig 1,45 minutter. Så jeg var hjemme tre kvarter før midnat. Først skulle jeg vente på ét (forsinket) tog og så et andet…

Og så var det, at jeg blev arrig i ægget. Med ét kom vreden over alle de forbandede toge, jeg bruger mit liv på og over andre ting, jeg aldrig kommer ud med. Jeg galoperede hastigt fra stationen og gled ned, af en af de dyre villaveje med enorme huse, uden at vide præcis hvor jeg var på vej hen. Jeg fandt et stort træ og sparkede til det. Igen og igen. Fik våde øjne og bandede over toge og tid og over, at jeg altid tilgiver og lader folk træde på mig. Jeg snurrede rundt på hælen, men vendte straks tilbage og sparkede så med den anden fod. Jeg blev ved, lige indtil en ung fyr kom forbi og så bekymret på mig. Så hankede jeg op i mig selv og min taske og gik målrettet mod stationen.

Det var først næste dag - i dag - at jeg mærkede irritationen forlade min krop, da jeg ihærdigt spillede badminton (for første gang) i idræt med store armbevægelser og hidsige opråb. Dén bold fik nogle ordentlige slag, skal jeg lige love for - til alle omkring mig store forbløffelse - og bagefter følte jeg mig en lille bitte smule lettere.

Nå, SÅ kunne det måske være, at man kunne passe sine sengetider! Hvis man havde sådan én, at vågne op til…

Faldet i søvn på sofaen (iført fuld beklædning) før kl. 20 og vågnet op inden 23 (hvorefter jeg sæ’føli’ ikke har kunnet sove igen) to dage i træk… Er vist ude på et skråplan. Det er jo det, jeg siger: skole gør mig skør (faldt i søvn på 1 minut i skolen idag. Skulle bare lige lukke øjnene, ikke. Vågnede med et sæt og savl i vigen. So charming). zzzZzzzZz… Godnat!

…
Kan jeg overhovedet finde ud af det her mere? Måske? Sms-flirt og spirende sommerfugle? Føler lidt, at det for længst er et overstået kapitel… Er dælme også længe siden sidst…

Og når der så går en time mellem hvert svar, er jeg jo ved at gå til. Har sgu da ikke tålmodighed til det her! (Men ret rart, er det. Hvad end det så er. Bringer mig i al tilfælde lidt nemmere gennem ugen).

Nytårsforsæt… De er sgu nogle sære nogle. Det er lidt ligesom med mandage - vil godt vædde på, at en del flere slankekure bliver sat i værk om mandagen, end om fredagen…

Sidste år havde jeg to nytårsforsæt (havde en del flere, men de her lykkes): Det ene var, at stoppe med at bide negle (tjek!) og det andet var, at normalisere mit forhold til mad og få det bedre med mig selv (halvt-tjek!). I år er mine løfter, at jeg skal få hvidere tænder (med grundig tandbørstning og tandtrådning - hæh, min tandlæge bliver lykkelig!)  og at jeg skal være mindre kræsen, mindre perfektionisk, mindre overfladisk og mindre dømmende, når det kalder hankøn.

Jo. Klart at jeg troede, at det sidste, var det sværeste. Det er efterhånden en evne, der sidder dybt i mig og som ligger til grund for blandt andet min usikkerhed og som i virkeligheden slet ikke handler om ham, men om ingen andre, end mig selv…

Nå men, det går sgu ret godt. Med begge ting. Nok mest det med at være mindre kræsen og mere åben (bisserne forbliver lige gullige). I særdeleshed efter weekendens strabadser. Og vi er kun ved d. 16. Januar! Yay! Hvad er det man siger… Når én dør lukkes, åbnes tre nye! Så skal jeg bare holde den resten af året. Og næste år med. Og året efter og… Så kan det være, at jeg måske kan nå den kærlighed, jeg hele tiden, har håbet på, var lige om hjørnet….

Yiiiiiiharh! Får jeg impulsivt lyst til at råbe og lave en piruette, hinke en dans eller sjippe en tur… Er vist stadig fuld. Som i “Hold nu op, vi har det godt, hva?”. (Harogså stadig svært ved motorikken - kæmpe besvær med at ramme tasterne og det var en kamp at smøre rugbrødet).

Men det har jeg jo: har det godt! Havde simpelthen en af de bedste byture igår. Det er jo ikke så meget, jeg kommer ud mere (fedt - så lød jeg frivilligt, som én på 80). Ved ikke rigtig hvorfor - kan (for det meste) skide godt lide at gå ud og kan nok ikke løbe fra, at jeg er en festabe, når først jeg gemmer den kontrolerede og fornuftige starut lidt væk…

Aftenen indebar start-stress (fire piger i en lejlighed, der alle skulle gøre sig klar på 25 minutter - og den ene havde hverken været i bad eller fundet tøj, da der var et kvarter til, vi skulle gå) og derefter en tur i taxa, som vi gjorde lidt mere sprælsk ved at skrue op for høje toner, skåle i Asti (samt lommelærke…!?) og rulle vinduerne ned, mens armerne kontinuerligt bevægede sig i en rus af boblende lykke (Jow. Indimellem er det rart at være en omvandrende kliché). Turen førte os til centrum, hvor (fest)glade mennesker og knust is og væske i glas, ventede. Snakkede med noget nær alle. Havde en virkelig god fest… Med mig selv især. Og min chef. Måske ikke det smarteste, men jeg tror, at det var et kompliment, da han sagde “Du har altid en fest, Justaquestion! Det er skønt at se” (Skulle måske blot have undladt rådgivning omkring sms-flirt….).

Nå men. Vandrede hjem langs søerne, da solen begyndte at stå op og lå i min seng kl. 9.14, endnu hammerfuld. Men pisseglad. Og det er jeg stadig… Det kan godt være, at alkohol skader hjernen, kroppen, formen og på kort såvel som lang sigt, ikke er det smarteste. Men festlige fornøjelser, der gør en glad i skalden og sjælen og får både den kommende uge og livet i al almindelighed, til at synes lettere og lysere, tror jeg på, er sundt for både hjertet og kroppen. Så længe det ikke er hver weekend, altså