At rive sig løs (og gladere)
Løsrivelse…. Er noget s(v)ært noget. Løsrivelse er vel noget, der egentlig gør ondt i øjeblikket, men som man ved, vil gøre godt. For det er nødvendigt og det bliver bedre. Nemmere.
Det er ihvertfald sådan jeg har det, lige nu. Nogle ting i livet må man gøre, selvom de i sekundet gør ondt, for de føles inderst inde rigtige og man ved, at de på længere sigt vil gavne.
Jeg har lige vinket ”vi ses” til min familie, der skal et par dage til Jydeland, da Junior skal dyrke sin sport. De sad der, i en tætpakket bil, kunne endelige ånd lettet op efter timers pakke-travlhed og var klar til at sætte kursen mod andre egne. Imens stod jeg oppe ved altanen og vinkede. Der var højst 15 meter i mellem os og alligevel føles afstanden enorm. Og bilen var så proppet, at der ikke ville være plads til mig. Ikke, at jeg gerne ville med - jeg har selv valgt at blive hjemme og det er nok meget godt, alt taget i betragtning, for de får travlt og jeg får travlt: jeg kan se fremimod byture, børnepasning, gåture og veninde-hygge.
Men lige der på altanen, med en vinkende hånd og et lidt tænksomt blik, der studerede min familie i bilen, som tydeligvis var spændte og en smule opkørte, følte jeg en følelse, jeg helst undgår: De har deres liv og jeg har mit. Jeg er ved at være voksen. Jeg skal til at opbygge min egen tilværelse. Jeg får måske en kæreste, på et tidspunkt. Senerehen en mand og nogle børn. Og selvom jeg for evig og altid vil elske min mor og far og lillebror og de altid vil betyde alverden for mig, vil jeg på et tidspunkt få min egen lille familie og mit eget liv. Det gør ondt at skrive, for jeg troede aldrig at jeg ville få det sådan, men er jeg er NØD til at løsrive mig fra min familie, så jeg kan leve mit eget liv. Jeg kan ikke leve mit liv gennem deres, det er ikke godt for nogle af os.
Selvom det gør forbandet ondt indeni - at de er tre, som en familie og jeg er en, der skal stå på egne ben - så er det nødvendigt for os allesammen og jeg er sikker på, at det med tiden, bliver endnu godt og måske bedre end nu. Grunden til at det gør så ondt, er jo netop, at vi i min familie altid har stået så stærkt og tæt sammen og på trods af, at bølgerne indimellem går højt, har der altid været meget kærlighed og accept. Det har gjort mig til det familie-menneske, jeg er i dag og jeg er bange for at miste, hvad jeg holder allermest af, men jeg tænker, at kærligheden aldrig vil forsvinde mellem os og at den måske endda vil blive endnu stærkere med tiden.
Alt det fløj gennem hovedet på mig, mens jeg stod og viftede med hænderne og ønskede dem en god tur og tænkte på, at livet er foranderligt og at løsrivelse er en del af det.
