Cookie- og privatlivspolitikUNDSKYLD TRÆ
Det var ikke meningen, at det skulle gå udover dig og dine trofaste rødder. Men jeg tænkte, at i al den tid, du har stået der og vokset så fint, har du oplevet det før. Nogle, må være vrisset forbi og langet ud efter dig. Akkuret som mig. Det må du undskylde.
Det havde ellers været en rar dag. Nemme skoletimer, Strøg-tur, biograf-besøg, skægge minder og trygge rammer.
Men så skulle jeg hjem fra dagen. Og som bekendt, tager det en evighed for mig. Helt nøjagtig 1,45 minutter. Så jeg var hjemme tre kvarter før midnat. Først skulle jeg vente på ét (forsinket) tog og så et andet…
Og så var det, at jeg blev arrig i ægget. Med ét kom vreden over alle de forbandede toge, jeg bruger mit liv på og over andre ting, jeg aldrig kommer ud med. Jeg galoperede hastigt fra stationen og gled ned, af en af de dyre villaveje med enorme huse, uden at vide præcis hvor jeg var på vej hen. Jeg fandt et stort træ og sparkede til det. Igen og igen. Fik våde øjne og bandede over toge og tid og over, at jeg altid tilgiver og lader folk træde på mig. Jeg snurrede rundt på hælen, men vendte straks tilbage og sparkede så med den anden fod. Jeg blev ved, lige indtil en ung fyr kom forbi og så bekymret på mig. Så hankede jeg op i mig selv og min taske og gik målrettet mod stationen.
Det var først næste dag - i dag - at jeg mærkede irritationen forlade min krop, da jeg ihærdigt spillede badminton (for første gang) i idræt med store armbevægelser og hidsige opråb. Dén bold fik nogle ordentlige slag, skal jeg lige love for - til alle omkring mig store forbløffelse - og bagefter følte jeg mig en lille bitte smule lettere.
15. februar, 2012 kl. 17:42
Jeg tror jeg skulle blive bedre til af og til at afreagere på noget. Jeg kom til at tænke tilbage på dit sparke-til-træ-indlæg i dag, da jeg blev så skideirriteret på at Elektrikeren på 3 år ikke har formået at rydde sit skrivebord for rod trods velmenene “jojoskalnok” og en masse andre småting i den kategori. Så jeg sparkede til en dørkarm indtil min fod gjorde ondt. Og dørkarmen har jeg ikke ondt af; modsat træer som jeg mener har følelser.
Og det føles ret godt, modsat mit normale handlingsmønster hvor jeg stikker af - og på nuværende tidspunkt plejede at stå og tomle på en parkeringsplads… Måske er det faktisk den voksne løsning, at sparke og rase og komme et sted hen, frem for at begrave sig selv i bitterhed? Min storetå er ikke begejstret for min nye krisehåndtering, men det tror jeg at mit parforhold bliver..!