Mens vi kan

Ville egentlig have skrevet om alt muligt andet.
Men så kom livet lidt i vejen… Hvis det da kan det. På en ikke så rar, men alligevel øjen-åbene-måde.
Er ikke sikker, men føler, at jeg kan mærke en lille knude i brystet…. Ved slet ikke, om det bare er mig, der er galt på den (hvilket jeg selvfølgelig håber), for jeg har et medfødt og særdeles veludviklet hypokonder-gen og som bekendt, er det jo sjældent at unge mennesker får den slags knuder…
Jeg skal til læge i næste uge og det stikker lidt i maven. Mest fordi at det for alvor gik op for mig, at vi kun er en rum tid, her på jorden. En ubestemt tid. At man skal huske at vise dem, man elsker, at man elsker dem. At man skal elske det, man elsker. Og jeg tænker, at man skal leve hver dag, som var det den sidste (for at citere Nik & Jay). Det minder mig om at jeg - og mange andre - bør tage flere chancer og gøre de ting, vi virkelig har lyst til, mens vi kan….
Av. Håber virkelig ikke, at det er noget.
